Overview

Det 20. århundredes europæiske kulturhistorie byder på få møder, der er så fascinerende og usandsynlige som det mellem Carl Gustav Jung, schweizisk psykiater og grundlægger af den analytiske psykologi, og Wolfgang Pauli, østrigsk teoretisk fysiker og en af kvantemekanikkens fædre. Deres samarbejde, der begyndte i 1932 og varede i mere end tyve år, udgør en af de mest dristige udforskninger af grænseområderne mellem psykologi og fysik. Dette unikke samarbejde fandt sted i en særlig dramatisk periode. Samarbejdet opstod i 1930'erne, mens Europa gennemgik en dyb krise: Første Verdenskrig havde netop efterladt en tung arv af uro. Den efterfølgende begivenhed, Anden Verdenskrig, var allerede varslet af politiske og kulturelle omvæltninger. Det intellektuelle klima var imidlertid et af de mest frugtbare i europæisk historie: nye ideer oversvømmede fysikken, filosofien og psykologien. Jung ledede en gruppe forskere og terapeuter i Zürich. Han søgte en dybdepsykologi, der kunne forklare menneskehedens store myter, religioner og symboler. Pauli er også i Zürich, på Institut for Fysik, efter at have bidraget i 1925 til det eksklusionsprincip, der bærer hans navn. Dette princip revolutionerer atomfysikken. Jung er fascineret af videnskaben, men fornemmer dens begrænsninger, især når det gælder om at reducere virkeligheden til det, der kan kvantificeres. Pauli, en streng videnskabsmand med en urolig ånd, gennemgår en dyb personlig krise efter sin mors død og et mislykket ægteskab. I 1932 henvender han sig derfor til Jung for at få psykoterapeutisk rådgivning. Dette møde indleder en overraskende dialog, der er halvt terapeutisk, halvt filosofisk ( ). Der er over 800 breve tilbage fra denne dialog, som blev udgivet år senere og i dag læses som en unik historisk begivenhed. Jung anerkender Pauli som en enestående samtalepartner. Pauli er ven og kollega med Einstein, Bohr og Heisenberg og modtager i 1945 Nobelprisen. Hans videnskabelige klarsyn udelukker dog ikke en følsomhed over for emner som det ubevidste, symbolik og drømme. Pauli stimulerer Jung med sine drømme: visioner befolket af arketypiske symboler, mandalaer og alkymistiske figurer. Pauli drømmer om en ""skyggeverden"" befolket af mystiske dyr, hjul og kors - billeder, som Jung fortolker som tegn på en søgen efter balance mellem modsætninger, mellem videnskabelig rationalitet og åndelig instinkt. På dette grundlag opstår synkronicitetsteorien, et begreb, som Jung udvikler i 1940'erne og for første gang definerer fuldstændigt i 1952 i den berømte essay, han skrev sammen med Pauli: ""Synkronicitet som princip for akausale forbindelser"". Synkronicitet beskriver den ""meningsfulde sammenfald"" mellem psykiske begivenheder og fysiske fænomener, begivenheder der ikke er forbundet af materielle årsager, men af fælles betydninger. Det er en teori, der vover at sætte spørgsmålstegn ved det klassiske kausalitetsdogme, den søjle, der havde understøttet den moderne videnskab siden Newton. I 1948 fremlagde Pauli sine ideer foran et opmærksomt publikum i Jungs berømte ""Psykologiske Klub"" i Küsnacht: ""Der er måske et niveau, hvor materie og sind er to sider af samme virkelighed"". Det er en idé, der forudser mange af nutidens debatter om neurovidenskab, bevidsthedens oprindelse og grænserne for videnskabelig viden. Samarbejdet mellem Jung og Pauli har efterladt et dybt spor. Det har inspireret forskere som Marie-Louise von Franz, analytisk psykolog og samarbejdspartner med Jung, og fysikere som David Bohm. Det kollektive ubevidste, som Jung teoretiserede om, og mysterierne ved kvanteforviklinger fortsætter med at antyde, at grænserne mellem sind og materie er mindre klare, end den traditionelle videnskab har ønsket at tro.

Full Product Details

9798297392137

Table of Contents

Reviews

Author Information

Tab Content 6

Countries Available